Af Christina Hansen

På mange måder går det godt i Uganda – den økonomiske vækst er positiv, der bygges veje som galt det livet, store internationale firmaer (og danske Sadolin!) er massivt til stede alle steder, og det internationale donorsamfund forsøger på det nærmeste at overbyde hinanden i mængden af ulandsbistand til landet.

Der er dog også mange steder, hvor alting virkelig halter – ikke mindst når det kommer til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, som var det område, studieturen havde fokus på. Eksempelvis føder en ugandisk kvinde i gennemsnit 6,7 børn – det er 5 børn mere end danske kvinder! – og denne massive befolkningsvækst udhuler desværre fuldstændig den økonomiske vækst i landet.

Et af de steder i Uganda, hvor nogle af de mange børn bliver født, er på landets største hospital, Mulago Hospital. Vi besøgte hospitalets fødegang, og det var virkelig en chokerende oplevelse – der var kun plads til en fjerdedel af de kvinder, der kom til hospitalet, og derfor måtte flere af dem ligge på gulvet og føde. Med dette in mente er det ikke så mærkeligt, at der for hver 1.000 fødsler er 5 kvinder og 71 spædbørn, der dør.

På studieturens næstsidste dag, havde vi æren af at møde den ansvarlige for netop sundhedssektoren, Ugandas sundhedsminister, Stephen Mallinga. Mødet med sundhedsministeren var dog muligvis det mest frustrerende møde på hele turen. Til trods for fakta – den høje mødre- og spædbørnsdødelighed; den lave alder (ca. 15 år) for førstegangsfødende; den alt for høje fertilitetsrate; og en HIV-rate, som ellers har været nedadgående, men nu igen er på vej op – mente han nemlig, at der blev gjort mere end nok på sundhedsområdet. Mage til ignorant menneske skal man – selv på den danske venstrefløj – lede længe efter.

Uganda bød dog på meget mere end chokerende besøg på hospitaler og deprimerende møder med ministre – ikke mindst de mange civilsamfundsorganisationer, vi besøgte, gjorde et rigtig stort (og positiv) indtryk. Det er virkelig dejligt at se, at selvom landets regering vender det blinde øje til, er der alligevel ildsjæle i samfundet, der – ved hjælp af bl.a. danske bistandskroner – driver centre for HIV-smittede, klinikker for prostituerede, og rådgiver unge om prævention. Så selvom det er råddent i toppen, er der stadig håb for, at civilsamfundet i Uganda kan præge landet i den rigtige retning.